Den Blodrøde Jomfru kommer hjem

[Lurentius]

Det var sent på eftermiddagen. de fleste skibe var blevet forladt af deres besætning som var gået ud i byen for at more sig. man kunne høre latteren oppe fra byen. Lurentius stod bag ved roret på hans elskede skib, Den Blodrøde Jomfru. den tidlige aftenvind fik let sejlende til at blafre som skibet gled ind i havnen. Skibet lagde til ved den inderste kaj og besætningen gik fra borde. Luren gik stille rundt og inspiserede skibet. han var i et saligt humør hvor han ikke rigtig havde lyst til at feste eller drikke. han var faktisk helt ædru. han gik ned til lasten. besætningen havde ikke taget hele lasten med. hans del af rovet lå der stadig. *det er sgu nogle ærlige pirater jeg har fået med her!* tænkte han og smilede for sig selv. han tog det nærmeste guld bæger op og vendte det i hænderne. *så skinnende. men en falmed skønhed... ligegyldigt!* han smed uinterreseret bægeret hen i resten af bunken. "jeg for nogen til at flytte det op i skatkammeret" sagde han til sig selv og gik op på dækket og ned af landgangsbroen, hvor han kiggede op på byen før han begyndte at gå deropad.

[Sedwick Declaire IV]

Et gab løb fra et gade hjørnerne, hvor en umådelig pæn og renlig mand stod og lænede sig op af muren, navnet på denne mand, var Sedwick, Sedwick Declaire den fjerde, en af de mange adelsmænd i rav øerne, havde nu opsøgt denne...redde for ondskab og alt der var fordærvet, for at tale med disse selv, og drage sig en lille bettalion, blot for at sikre sig selv egen vinding, men selvfølgelig lå landet således, at han på ingen mulig måde kunne komme til at tale med piraternes konge, så han havde pænt ventet, og gud ja, det var da ikke fordi der ikke var noget at tage sig til i byen, massere at unge tøser, øl i lange baner, og andre sjove tidsfordriv, han havde moret sig lidt endnu, og stod nu og betraktede skibet med de røde sejl, det virkede prangende, nærmest så prangende, at det kun kunne tilhøre, en konge, eller ihvertfald en med noget inflydelse, og det var netop en af disse han skulle have fat i.

han skubbede sig fra denne mur, og bevægede sig ud af molen, her lå ganske vidst mange flotte skippe, og da også det han selv var kommet sejlende hertil, men ligenu interessede det ham ikke, han gik rundt og betraktede alle de flotte skibbe, de drabelige kanoner, han standsede ved et skib, dens kanoner så ud til at kunne sende en kugle afsted med sådan en kraft at den ville vælte de mægtigste fæstninger, han smilte og fortsatte, ja dette var sandelig stedet hvis man planlagde at indtage en ø, eller bare skaffe sig et par såmænd, og det var lige præcis var Sedwick havde i tankerne.

[sonlightgirl]

Sara gik rundt mellen folk, for hun var farvil og kunne ikke finde rundt mellen alle folken af forvirring. Da hun op daget en åbning ned til molen, tog hun den og stod nu og kigget på alle skiben. #wow# tænkte hun da hun så alle de flotte skibe, men hun blev helt op taget af det med de røde sejl. Da hun haved stådet og kigget på skibene et stykke tid, begyndte hun at gå rund på molen. Hun satte sig ved et sted hvor der ikke var et skib, og kigget ned i vandet. Og faldt i staver.

[Lurentius]

Lurentius kom forbi den yndige pige. han vendte sig mod hende og kiggede ned på hende, som hun sad der og så fortvivlet og vild faret ud. "hva laver sådan en en smuk ung dame her, helt alene?" spurgte Lurentius. han var lige blevet enig med sig selv om at ingen af de skatte han havde i sit skatkammer kunne måle sig med hendes skønhed!
der var noget over hende. han vidste ikke hvad, men der var noget! hun udstrålede mere end blot et menneske. "er du faret vild?" spurgte han. han sendte hende et skævt smil som viste hans beskidte tænder.

[Sedwick Declaire IV]

Sedwick smilte for sig selv, og fortsatte hen af molen, hen mod de to pirat udskud, han ville nødig havne i en alt for stor konflikt med dem, disse pirater var så fandens aggresive, og han havde hørt noget om, at de var særlig emsige omkring deres skibe, men dette skib var så smukt, og det kunne sikkert skyde en gevaldig fart, han fortsattte tættere imod skibet, og lod hånden glide over skibet glatte træ, fin stand, yderst fin stand, igen så han op, og smillede, det var fantastisk, det var fantastisk hvor brutalt og blodigt det så ud, det måtte have deltaget i ufatteligt mange slag, helt uden sammen ligning måtte dette være et skib der var en konge værdig, men Sedwick kunne jo ikke vide at skibets ejer, og samtidig kongen af dette lovløse sted stod lige bag ham, og lagde an på tøsen, hvorfor fanden var det altid sådan at gamle, griske, klamme og ulækre piratter aldrig kunne få nok, men så på den anden side, Sedwick selv var nok heller ikke et prakt eksemplar.


Da hans finger gled over relingen på skibet, vendte han sig, intet skilt, der var jo ingen anvisninger, hvem tilhørte dette prægtige skib mon, han så op, blodrøde sejl, kunne dette være, nej det var rygter, men han havde hørt om "lurentius" der sejlede med røde sejl, farvet af blodet fra alle hans ofre, han skulle eftersigende være den mest frygtede pirat ved rav øerne.

[sonlightgirl]

Sara sprang forskraket op, da hun så at det bare var en person slappet hun lidt mere af "ja jeg kan ikke finde rundt her oppe" sagde hun og smilte blidt til manden, "Og hvem er du så" spurte hun og kigget forunder på ham.

[Lurentius]

Lurentius kunne ikke lade være med at grine. han brast ud i en høj latter og det tog ham meget energi at få kontrol over sig selv igen. "hvem jeg er?! spørg du virkelig hvem jeg er?!" han grinede stadig. han havde virkelig svært ved at stoppe. "vil du bilde mig ind at du aldrig har hørt om rav-øernes skræk? Piraternes konge? Kaptajn på den Blodrøde Jomfru, det hurtigste skib i disse have! det er mig!" han råbte så højt at alle indefor en god afstand ville kunne høre ham. han fandt det utrolig morsomt at denne pige ikke kendte ham. alle kendte da den store Lurentius af Garuda? han grinte lidt af pigens uvidenhed. "nå, men var du faret vild eller hvad?" spurgte han så og rakte venligt sin hånd frem mod hende. "kom lad mig vise dig mit kongerige... selvom jeg nu ikke er sikker på at det er et sted for en så yndig pige som sig." han grinede lidt.

[Sedwick Declaire IV]

i sekundet Lurentius begyndte at råbe op, snurrede Sedwick rundt på hælen, først var hans ansigt prget af dyb disbehag, men senere blev det erstattet af forbavselse og glæde, "så er er Luren Lurentius" sagde Sedwick høfligt, facaden af iskold høflighed var så stiv at ingen ville kunne se igennem dem, "så har jeg faktisk noget jeg vil drøfte med dig...må jeg dybe på et krus rom?" spurgte Sedwick, og rakte hånden frem, den var i dagens andledning bar og ikke klædt i en handke, men stadig beklædt med utallige guldsmykker, men hva pokker, det han kunne vinde her, var langt mere værd end et par fingerringe.
Sedwick havde endelig fundet piraten han søgte, lederen af denne pøbel, der tydeligvis havde været ude hele dagen for at plyndre og drikke, og hvad nu man lavede når man var pirat, det interessede i bund og grund ikke Sedwick, disse lovløse slambarter måtte leve deres liv som de ville, hvis de blot hjalp ham kunne de gøre hvad de ville, han følte i sin lomme, præcis, pergament rullen lå der stadig, alt var klart, han ville have pirat kongen i sin hule hånd inden længe.

Sedwick havde med vilje ikke talt til pigen, for det første var hun en kvinde, og for det andet så var hun af pirat stand, og tydeligvis uvidende, og man talte bare ikke direkte til kvinder, det var da noget enhver vidste, og især ikke når de tydeligvis intet vidste om verdenen vi levede, og ej heller kendte til den mest frygtede pirat, så kunne hun da umuligt kende ham, Sedwick Declaire, hvis det da var muligt at undgå at kende ham. Tilføjede den selviske halvdel.

[Lurentius]

Luren vendte sig forbløffet om og så direkte ind i adelsmandens øjne. han kiggede på hans hånd der var besat med guldringe, og konkluderede at han nok var en adelig, hvad end sådan en lavede her? "et krús rom? normalt foretrækker jeg en flaske, hvis ikke en tønde." han grinede og gav adelsmanden et ordentligt dask på skulderen.*ad vide hvad han laver her? han er ikke bange af sig hvis han kommer her ud. gad vide hvordan han overhovedet kom indtil øen uden at blive plyndret?! men han selfølgelig heller ingen vagter med, så det vækker ikke så megen opsigt.* Lurentius vendte sig mod pigen. "ja de kan jo følge med her. jeg formoder at vi skal op til Rottehullet. ikke sandt?" han kiggede på rigmanden. Piratkongen der ikke lod sig føre af nogen og slet ikke i sin egen by, begyndte at gå op mod Rottehullet.

[sonlightgirl]

Sara blev helt rød i hoved og kigget ned på sine høder "undeskyld men det er ikke så tit jeg er her oppe" sagde hun halv lavt "og ja tak du må gerne vise mig rundt" sagde hun og var stadig helt rød i hoved. hun haved ikke set han haved vendt rykken til-

[Sedwick Declaire IV]

Sedwick nikkede, "nuvel rotte hullet skal det være" sagde han lystigt, han havde ærfaret det nok var klogest at blande sig med piraterne, han ømmede sig dog lidt over siin skulder, den fandens pirat havde slået helvedes hårdt, hvis ikke det var fordi han skulle bruge ham, havde han ladet ham piske, men....nu var de jo i piratens by, og det var nok ikke smart at begynde på alt muligt sjov, så til at starte med, fulgte han blot med pirat kongen, han skildte sig ikke synderligt ud, udover at hans tøj var en del pænere, og renere for den sags skyld, men det var kun noget man lagde mærke til hvis man studerede nærmere, ellers kunne han godt gå for at være pirat, en rimelig prallende pirat, men det var ikke det.

han smilte en smule, en tønde? ville høvdingen så gå i gulvet, eller måske bare blive snak saglig, hvem ville vide, han håbede på at det så ville være meget nemmere at få ham i hus, og måske en tønde til at gå hjem og tænke på, han havde jo pengene itl det, nå men udover det, hvordan smagte rom egentlig, han havde aldrig nogensinde smagt noget i den retning, men det ville nok være smartest at blande ind, og ikke bestille rødving, men det brændevin sved sikkert noget så forfærdeligt i halsen, nå, det gik nok, et par dage i sengen var et gladeligt offer for tronen på hoved øen, hvem vidste hvordan tronen så ud, det ville være det første han ville gøre, at hugge en ny trone i granit af hans ravan slaver.

[Lurentius]

//Out
((forsætter i kroen...))

[Sedwick Declaire IV]

//out//